|
|
Kan du finde vej?
Når dette web site har fået dette navn, er det for at fortælle,
at det skal ses i sammenhæng med den kampagne Dansk Skoleidræt
og Dansk Orienterings-Forbund iværksatte i starten af skoleåret
2000-2001.
Der blev udsendt et hæfte med mange spændende opgaver, der
er udarbejdet mærkeprøver, så man kan prøve
sin viden af, både i teori og i praksis, og tanken er, at det udbygges
med orienteringsstævner rundt i landet.
Websitet skal være den dynamiske del af "Kan Du finde vej -
orientering med kort og kompas".
Websitet skal også være det sted, hvor børn kan møde
Danmarks bedste orienteringsløbere, og hvor underviseren fortsat
kan hente inspiration til at arbejde med friluftsliv og med kort og kompas.
Vi vil gerne, at lidt flere bliver lidt bedre til at finde vej - både
ude i den store verden på ferieturen og på turen i den lokale
skov.
Vi håber, det kan motivere til at lidt flere gør brug af
naturen og får flere og varierede oplevelser.
Orienteringsløb som idræt, hvorfor?
Orienteringsløb, sammenlignet med andre sportsgrene, har ikke mediernes
bevågenhed.
Heller ikke i skolernes idrætsundervisning har orienteringsløb
fået en særlig stor plads, og det til trods for, at orienteringsidrætten
rummer kvaliteter, som er helt centrale i formålsbeskrivelsen for
faget idræt.
Orienteringsidrætten giver mulighed for:
- En mangfoldighed af bevægelsesformer og alsidige kropslige erfaringer.
- Aktiviteter, hvor børnene udvikler fysiske og psykiske færdigheder.
- Aktiviteter, der tager udgangspunkt i og appellerer til børnenes
eksisterende nysgerrighed og forudsætninger.
- Aktiviteter, der rummer problemløsning og elevernes egne valg
af metoder.
- Aktiviteter, der giver mulighed for leg, socialt fællesskab,
velvære og livskvalitet.
- Fysisk og psykisk udfoldelse i samspil med naturen.
- Naturoplevelser, der kan gøre eleverne til bevidste og ansvarsfulde
"brugere" af naturen.
- Udfordring
- Konkurrence
Undervisning
Som underviser kan man opleve, at det er problematisk at komme i gang
med orienteringsaktiviteter i skolen.
Det kan være svært at se, hvad orienteringsløbsaktiviteter
kan tilføre andre fag end idræt, og hvordan man skulle kunne
få tid til det, når der er så meget andet, man også
skal undervise i?
Der er en række "forhindringer", man skal overkomme, og
der er mange spørgsmål. Her er bare nogle få:
- Skal man løbe?
- Skal man bruge et kort og kompas?
- Hvad nu, hvis jeg / eleverne bliver væk?
- Skal man ud i en skov for at dyrke orienteringsløb?
- Kan man lave orienteringsløbs-relaterede aktiviteter på
skolen?
- Hvor gamle skal eleverne være for at prøve orienteringsløb?
- Hvor skaffer man kort, kompas, osv.?
Formål
Formålet er at gøre orienteringsaktiviteter tilgængelige
for elever på mellemtrinet, enten som klasse- eller som individuel
aktivitet.
Vi vil vise, hvilke muligheder og udfordringer orienteringsidrætten
rummer og hvordan man kan bruge orienterings-relaterede aktiviteter i
idrætsundervisningen såvel som i forbindelse med tværfaglige
undervisningsforløb eller på hytte- / skovture.
Til toppen
|