For mere end 4000 år siden fandt man i Kina en art sten, der kunne noget særligt.
Kineserne opdagede, at hvis stenen blev slebet til og ophængt, så den let kunne dreje, så ville den altid dreje mod syd. De kaldte den for sydviseren. Den var lavet som en figur, der holdt den ene arm udstrakt. De brugte sydviseren, når de skulle finde vej gennem deres enorme rige.

For ca. 3000 år siden fandt man i Magnesien i Lilleasien en art sten, der kunne tiltrække jern.
Stenen fik navn efter landet; man kaldte den for magnes. I dag kaldes stenarten for magnet-jernsten eller magnetit. Men der gik ca. 1500 år, før man i Europa fandt ud af det, kineserne længe havde vidst; at stenen kunne bruges som kompas.

I 1100-tallet begyndte man flere steder i Europa at slibe stenen til i form af en nål. Denne nål lagde man ovenpå en lille træskive i en skål med vand. Træskiven drejede let rundt i vandet, og nålen pegede altid samme vej: nord - syd.

Kineserne var de første, der fandt ud af at lave kompasser af jern.
De brugte magnetsten til at gøre en jernnål magnetisk. I jern ligger de molekyler, det består af, hulter til bulter. Ved at stryge et stykke jern mange gange den samme vej med en magnet-jernsten kan man få molekylerne til at vende sig i samme retning. Jernet bliver magnetisk, siger man. Det kan nu bruges som kompas.

Molekyler i et stykke jern før og efter, det er blevet magnetiseret.

Til toppen